Rasmus » kommentar

Magtesløshedens sejr?

Rasmus — Sat, 13 Mar 2010 09:18:20 +0000

Nu rabler det da vist helt for de folkevalgte (Nyhed fra DRs P3):

Kulturministeriets antipiratudvalg overvejer nemlig at lægge afgift på selve brugen af nettet, så man kan få de penge hjem, som man mister, når danskerne henter ulovlig musik og film.

Hvordan pokker kan man komme på en så tåbelig ide?!

For det første må det vel siges at være endnu et uigendriveligt bevis på, at der ikke føres borgerlig politik her i landet.

For det næste så kan jeg konstatere, at gennemførelsen vil ramme langt flere uskyldige (i denne sammenhæng i hvert fald), da andelen af folk, som ikke overholder rettighedslovgivningen, formentlig ikke er større end den anden andel. En sidebemærkning hertil: Hvis sådan en skat gennemføres, hvad skulle så holde alle de lovlydige borgere tilbage fra at bryde lovgivningen og bare downloade copyright’et materiale en masse?

Hvor mange penge er i øvrigt egentlig gået tabt pga. befolkningens ulovlige download? Hvordan måler man det? De må jo mene, at de ved, hvor meget de (måske) har mistet – ellers kan de vel ikke afgøre, hvor meget der skal opkræves?

Dette kan vel bedst betegnes som et udtryk for dinosaurenes magtesløshed i forhold til, hvordan fremtiden kommer til at se ud..

Del med andre:

Det virker for mig!

Rasmus — Mon, 08 Feb 2010 21:23:57 +0000

Mangt og meget er skrevet om unit testing – heriblandt også en masse kloge og generelle ting. Det vil jeg ikke forsøge på. Det er jeg slet ikke klog nok til.

I stedet vil jeg blot konstatere, at unit testing virker for mig, og det er lige meget, om det er mig eller andre, der skriver dem, og om de bliver skrevet før eller efter produktionskoden er skrevet.

Det, jeg for alvor har opdaget på det seneste, er, at min produktivitet afhænger proportionelt af mængden af tests (og kvaliteten af disse). Er der gode tests, er min konfidens større, jeg har nemmere ved at skabe overblik over koden, og jeg kan derfor hurtigere komme frem over stepperne.

Derfor insisterer jeg på, at unit testing (og anden testing) er en god ting, og derfor insisterer jeg på at bruge tid på det – ikke fordi nogen har skrevet en masse kloge ting.

Del med andre:

Tak til COP15, goddag til COP1500

Rasmus — Fri, 18 Dec 2009 22:41:10 +0000

COP15 blev til, hvad alle havde regnet med – varm luft om ingenting.. Det eneste, der er kommet ud af det, er blot mere CO₂..

Men hvad kan man forvente, når der er politikere indblandet.. Selv Obama har vist sig at være en vatdiller.

Drop klimakonferencerne – at opnå aftaler, som er juridisk bindende, er utopi. Det er spild af tid, spild af penge og til temmelig stor gene for befolkningen på de steder, hvor sådanne konferencer bliver afholdt. Om vi så fortsætter til det bliver til COP1500, så vil der ikke komme nogen international aftale.

Løsningen er i virkeligheden meget mere enkel – hvis du mener, det er vigtigt, at der bliver gjort noget for at begrænse udledningen af CO₂, så få fingeren ud af måsen og brug den absolut største magt, der findes – din pengepung.

Brug dine penge på lokalt producerede varer, på varer produceret af firmaer, som gør noget aktivt for at begrænse deres miljømæssige fodaftryk mest muligt osv. Hvis folk generelt gør dette, vil det betyde, at der sker noget – ikke blot vil firmaer begynde at jagte miljøvenlige produktionsmetoder samt drive udviklingen i retningen af mere ressourcebesparende produkter, og de vil ikke mindst også lægge pres på deres forsyningskæde.

Det kommer til at blive dyrere at købe “klimavenligt” – men hvis du tror på, at det gør en forskel, er det så ikke en ringe pris at betale?

Ansvaret ligger ikke på politikerne – ansvaret er dit. Ønsker du handling, så start med dig selv.

Del med andre:

Klima-kommentar

Rasmus — Mon, 07 Dec 2009 22:13:01 +0000

Jeg ved ikke, om jeg tror på, at klimaforandringerne er menneskeskabte – men på den anden side ved jeg heller ikke, om de ikke er menneskeskabte! Jeg ved ikke, om temperaturen fortsat vil stige, eller om den vil falde.

Jeg ved ikke, hvem jeg tror på.

Til gengæld ved jeg, at der er enormt meget tro (og sikkert også overtro), når det kommer til klima, og jeg ved, at politikerne benytter det på den ene eller anden måde i deres spil om magten, og de er ikke bange for at være skråsikre, hvad enten de tro på det ene eller det andet.

Når nu forskerne ikke er enige, og de i begge lejre har saglige argumenter, som dog alligevel ikke entydigt tilbageviser de andres hypoteser, så skulle politikere, journalister og offentligheden måske være lidt mere forsigtige, da begge dele kan være forkerte eller rigtige.

Dog skal vi ikke være blinde for, at fossile brændstoffer er en begrænset ressource, og vi derfor er nødt til at finde alternative energiformer. Hvad enten CO₂-udledning er skadelig eller ej, så vil en reduktion af udledningen ikke skade noget – tværtimod vil det blot betyde, at vi har reduceret vores afhængighed af fossile brændstoffer.

Der er i mine øjne en udpræget mangel på pragmatisme i hele dette spørgsmål – COP15 er vel egentlig det allerbedste eksempel på dette. 15.000 mennesker, der er samlet for formentlig at ende ud med et stykke papir, hvorpå der står: “Tjah, tjoh.. Både og, men måske ikke alligevel”.

Drop slåskampen om, hvem der har ret, kom videre og brug i stedet kræfterne på at mindske vores afhængighed af døde dinosaurer og planter.

Del med andre:

Hiv taburetten væk under dem!

Rasmus — Fri, 20 Nov 2009 19:46:13 +0000

Dette er sidste brokkepost om politik i denne omgang, det lover jeg. Men det er måske også den mest radikale (lyder det ikke lidt spændende?).

Jeg har blogget om, at jeg mente, at valgplakaterne er kedelige, at IT-politik burde sættes på tapetet i kommunal- og regionsrådsvalget, og at valget mest af alt var en farce. Alt sammen noget, jeg bestemt stadig mener.

I mine øjne er et af de store problemer, at der i højere og højere grad er kommet fokus på formen fremfor indholdet – forstår man sig ikke på spin, eller betaler man ikke i dyre domme for en pressesekretær (eller hvad en spindoktor hedder nu), så kan man godt forvente, at man bliver kørt i sænk som politiker.

JP Århus rammer hovedet på sømmet i dagens leder om Gert Bjerregaard:

Skal en professionel politiker i Århus føre sig som en statsmand og tale som en oratorisk begavelse for at blive tålt? Åbenbart. Det er ikke længere nok, at man blot er en ærlig mand fra Lindå Hede i kommunens nordlige udkant, der gerne vil ændre nogle ting ad demokratisk vej.

Måske er det dog ikke udelukkende politikernes skyld, at det handler mere og mere om formen, måske er det i virkeligheden en selvforstærkende effekt, der her er tale om – fordi vælgerne gider ikke sætte sig ind i indholdet, hvilket betyder, at politikerne bliver nødt til at fokusere på formen for at fange vælgerne, og det fører til yderligere politikerlede.

Et andet af de store problemer har Mogens Nørgaard skrevet om i sin klumme på Computerworld:

Det har været svært at se forskel på skiftende regimer og partiernes programmer de sidste 15-20 år. Alle er på støtten, og så er det svært at få flertal til at ændre ting, der går ud over danskerne selv.

Som han skriver er næsten 3/5 af den danske befolkning helt eller delvist aflønnet af det offentlige – enten som ansat i det offentlige, gennem overførselsindkomst/pension eller via offentlig støtte på den ene eller anden måde. Derfor er det klart, at retningen i udviklingen ikke ændrer sig meget.

Men hvad kan man så gøre ved det?

Vi må få ændret mentaliteten i befolkningen. Vi må ændre opfattelsen af os selv som værende afhængige af offentlig støtte – dermed ikke sagt, at offentlig støtte skal fjernes eller beskæres, men ændrer vi vores mentalitet, vil der også ske noget med behovet for støtte.

Vi må også genvinde tilliden til, at politikerne vil fremme udviklingen og kæmpe for det, de tror på, og det kræver en indsats fra politikerne.

For at hjælpe dem, mener jeg dog, at der kan gøres noget.

Vi skal for det første af med levebrødspolitikerne, som er hundeangst for at miste deres stilling, fordi det er det eneste, de kan. Derfor bør der sættes en grænse for, hvor mange perioder, man kan beklæde stillinger, hvortil man er blevet valgt ved afstemninger. Sæt f.eks. grænsen ved i alt to perioder sammenlagt, hvorefter man mister sin valgbarhed – den første periode til at lære, og den anden til at knokle. For at sikre at der er tid nok til at opnå resultater, kunne valgperioderne så udvides til at være 5 eller 6 år.

For det andet har vi brug for visionære, kreative og idealistiske politikere, som ikke er bange for at sige deres mening på bekostning af stemmer. Det er derfor nødvendigt, at vi sikrer os, at det er unge politikere, som bliver valgt, da det er alment kendt, at unge mennesker er de mest kreative og visionære. Derfor kunne vi med fordel indføre, at man mister sin valgbarhed, når man fylder de 45 år.

På den måde kan vi sikre, at det er en ung stærk flok af politikere, som endnu ikke er blevet trætte og klistrede i bagen.

Naturligvis er dette blot mine tanker om, hvordan vi får rettet op på det skrantende danske demokrati, og der er med garanti mange andre (og uden tvivl bedre) måder at opnå det samme på – og jeg er særdeles nysgerrig efter at høre om disse.

Del med andre:

Farcen KV09

Rasmus — Wed, 18 Nov 2009 23:48:19 +0000

Ja, så er valget ovre, og status er, at valgdeltagelsen var på blot 65,8%. Et tab for demokratiet, ja. Men samtidig også et klart signal til politikerne, at de virkelig må lægge sig i selen, fordi ingen andre end politikerne kan overbevise befolkningen om, at det er vigtigt at stemme. Derfor må de nu bevise, at de er stemmerne, de har fået, værd, ellers så tror jeg, at valgdeltagelsen om fire år vil være mindst yderligere 4% lavere. (nåh ja, af de afgivne stemmer er der også noget, som tyder på, at andelen af blanke stemmer denne gang også er større end ved sidste valg).

Men for at vende tilbage til dette valg, så kan det da vist mest af alt betegnes som en farce, og det er da ikke mindst pga. DF’ere, som går i kødet på hinanden, en lettere magtliderlig radikal og nogle fulde fjolser.

Måske skal jeg ikke have for store forhåbninger for de næste fire år (og næste valg for den sags skyld).

Del med andre:

Min stemme går til…

Rasmus — Thu, 12 Nov 2009 17:06:18 +0000

Til alle opstillede kandidater til kommunalvalget 2009 i Århus Kommune og opstillede kandidater til regionsrådsvalget 2009 i Region Midtjylland.

Jeg tilbyder hermed min stemme til den kandidat, som lover at skifte al software frigivet under lukkede licenser i henholdsvis kommune og region ud med open source software samt at bruge minimum 25% af besparelsen på licenser og drift som følge af udskiftningen på videreudvikling af det anvendte open source software eller på andre open source initiativer.

Jeg opfordrer derfor alle kandidater og i særdeleshed topkandidaterne fra de etablerede partier til at svare:

Nicolai Wammen for Socialdemokraterne
Peter Thyssen for Radikale Venstre
Marc Perera Christensen for Konservative
Dorte Laustsen for Socialistisk Folkeparti
Jens Vestergaard for Liberal Alliance
Lars Skov for Dansk Folkeparti
Gert Bjerregaard for Venstre
Jette Jensen for Enhedslisten

I øvrigt vil jeg også opfordre alle topkandidaterne til regionsrådsvalget i Region Midtjylland til at komme med svar, da min stemme til regionsrådsvalget også er på spil!

Det handler om et eneste løfte, I er nødt til at afgive, og det er stort set kun hos Microsoft, I kommer til at gøre jer upopulære, I mister altså ingen stemmer på det. I skal dog forvente, at jeg vil hænge jer op på et evt. løfte – om 4 år ved næste valg, vil jeg vende tilbage med en opfølgende post, hvor jeg ser på, hvor godt det er gået med at indføre open source i det offentlige.

Kommer der ingen valgløfter, inden jeg på tirsdag d. 17. november stiller mig ind i stemmeboksen, bliver det en blank stemme.

Del med andre:

Funktionalistisk programmering

Rasmus — Thu, 15 Oct 2009 19:42:51 +0000

Det er ikke et nyt paradigme, jeg er ved at bevæge mig ud i, og det har heller ikke noget med det funktionelle paradigme at gøre. Nej, det er derimod et forsøg på at lede tankerne hen på retningen i 20′ernes og 30′ernes arkitektur, men blot med softwareudvikling som kontekst.

Jeg kan nemlig ikke undgå at tænke den tanke i forbindelse med Ted Newards to seneste blog posts: “Agile is treating the symptoms, not the disease” og Haacked, but not content; agile still treats the disease.

Når jeg læser de to posts og særligt den første, kan jeg godt forstå, at man måske kunne foranlediges til at tro, at Neward taler imod agile – men i den anden post dementerer han det ganske eftertrykkeligt.

Det, han i virkeligheden advokerer for, er to ting: At vi som professionelle udviklere måske har lidt for nemt ved at komme til at sidde i vores elfenbenstårne (det plejer kun at være softwarearkitekterne) og vrænge næse ad amatørernes forsøg på at lave nogle værktøjer, som kan hjælpe dem – på trods af at vi ikke selv er bedre, når vi laver mad, bygger hundehus osv.

Og så advokerer han for, hvad jeg vælger at kalde for funktionalistisk programmering – at vi for at minimere kompleksitet bør være varsomme med at rulle det store skyts ud, fordi det er ikke altid, det er nødvendigt. Et af hans eksempler er en applikation til at holde styr på lille Timmys baseball-kort – der vil det ikke give mening at lave en løsning baseret på en ESB og Java EE; nej der vil en Access database (eller noget lignende) være det fornuftige valg. Det kan så godt senere vise sig, at behovene ændrer sig, så Access måske ikke længere er det mest fornuftige, men så må man lave en ny løsning (hvis man ikke kan bygge videre på den eksisterende), som passer til behovene.

Som en sidegevinst kan reduceret kompleksitet – udover færre fejl og mere overskuelige løsninger – også give billigere software med kortere udviklingstid, og måske bliver kunderne også mere tilfredse.

Måske bør vi oftere stille følgende spørgsmål til både os selv og vores kunder: Er der virkelig brug for dette?

Del med andre:

Teknologiske landsbytosser

Rasmus — Sat, 26 Sep 2009 17:29:27 +0000

Jeg vil have mulighed for at købe mig en Spotify Premium konto. Men det er ikke muligt i Danmark. Det er strengt taget heller ikke muligt at få sig en Spotify Free konto i Danmark, men man kan lave noget halløj, så man alligevel kan få adgang. Det er dog ikke muligt med premium, da Spotify kontrollerer, om kreditkortejeren bor i samme land, som Spotify-brugeren er registreret i.

Der er ikke noget at bebrejde Spotify – de holder sig til reglerne, og det skal de også (synes jeg da i hvert fald).

Nej, dem, man skal bebrejde, er musikbranchen som helhed (og det inkluderer bestemt også KODA) – de er mildest talt det, jeg vil kalde landsbytosserne i den teknologiske landsby, som Internettet er. De fatter ikke, hvad der foregår, og de fatter ikke, at folk løber om hjørner med dem og peger fingre af dem.

De burde se at vågne op og opdage, at de er på vej ud på et sidespor, og så burde de se at få Spotify til at åbne for adgangen i Danmark – fordi hvis, noget er fremtiden (eller nej – det er ikke engang fremtiden; det er nutiden!), så er det Spotify, og det de gør! At kunne lytte til hvad som helst når som helst og hvor som helst er, hvad folk vil have.

Hvad pokker kan man gøre for at få KODA og Spotify til at spille golf sammen (tak, Tommy for den metafor ), så vi danskere kan få adgang?

Del med andre:

Cowboy-koder

Rasmus — Thu, 24 Sep 2009 19:48:16 +0000

Joel Spolsky er en klog mand, og jeg er som regel altid enig med ham. Men igår skrev han en blog post om The Duct Tape Programmer, og det er ikke alt i hans post, jeg er enig i.

Langt henad vejen er jeg enig. Det er rigtig nemt at lave software, som er alt for kompliceret, og der findes efterhånden så mange så komplicerede frameworks, som tilføjer så meget kompleksitet, at det er svært, hvis ikke umuligt at forstå til fulde, hvad der foregår. Begge dele betyder, at det tager længere tid at udvikle brugbart software, og at kvaliteten af det udviklede risikerer at være lavere.

Den sidste og vigtigste pointe, som jeg er enig i, er, at vi som udviklere er i softwarebranchen for at lave nyttige programmer – det er ikke for at kode. Jeg kan ikke være mere enig.

Men der stopper min enighed også, og det er der, ordet cowboy-koder kommer ind i billedet. Cowboy-koderen er lidt ligesom den ensomme cowboy, der kommer ridende ind i den lille søvnige by, skyder vildt omkring sig og rider videre. Cowboy-koderen (eller The Duct Tape Programmer) er ham, der sparker døren ind, sprøjter noget kode ud af ærmet og smutter igen. Han får lynhurtigt skabt en masse, men han har ikke “spildt tiden” på tests eller på at tænke over, hvor nemt det bliver at vedligeholde.

Hvor dygtig cowboy-koderen end er, og hvor smukt hans kode er, så har jeg ikke lyst til at følge efter ham og overtage hans kode. Det er nemlig frygteligt svært at overtage sådan noget kode – det prøvede jeg i mit første job, og det var godt nok noget af en udfordring!

Del med andre: