Fødevarekulturen er ikke som sådan død, den vil altid være der. Men den er godt nok blevet sørgelig! Masseproduktion, discount, ensartethed, tilgængelighed er blevet mantraet, når danskeren skal ud og købe ind, og det er sørgeligt!
Hvad er der blevet af kvalitet, smag, friskhed, lokalt frembragte varer? Hvor er fiskehandleren, hvor man kan gå ind og købe frisk fisk fanget i dansk farvand og landet om morgenen? Hvad med slagteren, som får kødet fra de lokale gårde, og som selv står for forarbejdningen til pølser, skinker, fars osv? Eller ostehandleren, der sælger ost og andre mejerivarer fra det lokale mejeri?
Hvorfor er vi blevet så dovne, at vi kun gider gå hen i det nærmeste supermarked? Og hvorfor er vi blevet så ligeglade med, om de fødevarer, vi køber, smager af noget og er friske? Det kan da ikke passe, at vi virkelig har nedprioriteret mad så meget, at det blot er noget, vi spiser for at overleve?!
Jeg ville virkelig ønske, at vi kunne vende tilbage til en kultur, hvor vi gik til bageren for at købe brød, slagteren for at købe kød, grønthandleren for grønt osv. Men der er vi så langt fra – det er faktisk kommet så vidt, at det er svært at finde den slags forretninger efterhånden! I Århus er der f.eks. kun 3-4 fiskehandlere tilbage, og det samme gælder vist også nogenlunde for ostehandlere; lidt bedre ser det ud med bagere, slagtere og grønthandlere.
Jeg synes, det er så ærgeligt og sørgeligt, at vi efterhånden kun kan få vakuumpakket, frosset og kemikaliebehandlede fødevarer, som er fremstillet og pakket i firkantede og ensartede pakker, der fremmer effektiviteten og sænker prisen.
I samme åndedrag vil jeg i øvrigt godt lige uddele en øretæve til Dansk Supermarked. Føtex Food er som koncept okay, men i praksis er det da godt nok rent til grin! “Frisk fisk direkte fra torvet” – sådan står der udenfor på væggen af afdelingen i M.P Bruuns Gade i Århus. Det er jo direkte løgn! Jeg gik derind i dag, fordi jeg var på udkig efter frisk ørred. Men det eneste fisk, de har, er enten frossent eller mindst 2 dage gammelt og i øvrigt fra en større leverandør i fiskeindustrien. Jeg ved ikke, hvordan det forholder sig med de andre varegrupper – men det er garanteret nogenlunde det samme. For mig klinger det altså godt nok hult, når Dansk Supermarked påstår, at Føtex Food skulle være en butikskæde, hvor kvaliteten lige er hævet en tand i forhold til den almindelige Føtex – eller også har Dansk Supermarked da sænket standarden i Føtex til et endnu lavere niveau, end et normalt supermarked!
Jeg håber virkelig, at flere begynder at gå mere op i, hvad vi putter i munden, så friske varer af god kvalitet fra lokale producenter igen kan blive tilgængelige, uden man skal lede længe efter det. Både for vores sundheds skyld, men også for at højne nydelsen ved maden.
Related posts: